Close

Lad det gode indhold vinde over det kommercielle budskab

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at der i ugens løb har floreret en video på de fleste nyhedssider og sociale medier, som har fået os til at føle varme, glæde og kærlighed både udenpå og indeni. Den har endda fået flere danskere til at overveje, hvorvidt selv skulle prøve at kysse en vildt fremmed.

Ja, jeg snakker selvfølgelig om den virale video ’First Kiss’, hvor ti fremmede par er blevet bedt om at kysse til sangen ’We Might Be Dead By Tomorrow”. Et døgn efter at videoen var blevet lagt ud, havde flere end 21 millioner mennesker set videoen på YouTube. I følge NBC News er de 20 fremmede mennesker, der kysser hinanden for første gang, skuespillere, musikere og modeller – men at det er første gang, at de kysser – dén skulle være god nok.

Men hvad er det her? Er det en reklame, et PR-stunt eller bare en video med det simple formål, at få folk i godt humør? Reklamen er produceret for det forholdsvise ukendte tøjmærke WREN, og navnet fremgår også som det første i videoen i få sekunder – dog uden den store præsentation. Jeg lagde i hvert fald personligt ikke mærke til navnet, da jeg så videoen første gang.  Men det er altså en reklame for en virksomhed. Så langt så godt. Men hvorfor fremgår tøjmærkets navn ikke mere i filmen, og hvorfor ser man ikke nogle af deres produkter? Hvordan skal vi så vide, at reklamen faktisk er en reklame, og dermed forbinde filmen med et bestemt tøjmærke? For det må da være det, der er meningen… Eller?

Det korte svar er nej. I dag mener jeg ikke, at vejen frem til omtale og eksponering altid sker bedst ved at lade reklamens afsender være i front. Som forbrugere befinder vi os i et konstant bombardement af reklamer, tilbudsaviser, annoncer og bloggere, der prøver at få os til at købe et bestemt produkt – både gennem direkte og mere skjulte reklamebudskaber. Som forbrugere har vi derfor nogle gange brug for selv (!) at bestemme hvad vi vil se og høre. Vi ønsker følelsen af, selv at finde et materiale, der er så godt, at det er værd at dele – uden at det er et reklamebureau eller en producent, der gennem et kommercielt budskab, forsøger at ’prakke’ os et reklamebudskab på ved at bombardere os med reklamen på samtlige medieplatforme.

Nu vil nogle måske indvende, at det næppe giver nogen mening, at lave et en reklamefilm, hvis det ikke er tydeligt hvem, der er afsenderen. Men selvom det ikke fremgår særlig tydeligt af videoen ’First Kiss’, at den er produceret for tøjfirmaet WREN, så er det alligevel lykkedes de fleste medier at finde frem til denne information – og jeg tør også godt satse på, at de, der læser dette indlæg, også har hørt denne information før. Så selvom afsenderen eller deres produkter næsten ikke er fremhævet i filmen, er navnet på afsenderen alligevel dukket frem og blevet sat i forbindelse med videoen. Så helt usynlige er de ikke – og heldigvis for det. Ud fra min overbevisning formår afsenderen – i dette tilfælde tøjfirmaet WREN – at skabe en positiv og særdeles troværdigt budskab omkring deres brand, der ikke kun signalere salg, salg, salg. De signalerer frem for alt good-feeling, good-feeling, good-feeling omkring et sindssygt godt indhold. Og hvem siger at good-feeling ikke kan være mindst ligeså værdifuld som et decideret salgs-budskab?

Så mit budskab – og dét jeg vælger, at tage med mig i min videre færd i reklameverden – er, at det gode indhold med det rette budskab nogle gange skal nydes, som det er – uden for mange kommercielle afbrydelser i form af afsender, produkter eller priser. Det er lidt ligesom de fleste andre gode ting i livet. Når det er rigtig godt, skal det helst nydes uden afbrydelser.

Se den søde video her:

 

 

 

 

Write a Reply or Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

HOVEDERNE PÅ BLOGGEN

Velkommen til idworkernes kreative åndehul, hvor vi viser, hvad der undrer og inspirerer os.

Her er det resultatorienterede afløst af forundring, frihjul og flæskeroulade. Hvis du vil se vores designløsninger, må du besøge idworks.dk – her på bloggen kan du lære hovederne bag løsningerne lidt bedre at kende.