Praktikanten tager ordet
Ja så er tiden inde til mine første ord her på bloggen. Meget spændende
Jeg har nu været i praktik i 3 uger, og det har på mange måder allerede været nogle meget spændende, udfordrende og lærerige uger. I de sidste 3½ år har jeg normalt slået mine folder på Aalborg Universitet til diverse forelæsninger om kommunikation på alle tænkelige måder. Og jeg må indrømme, at jeg virkelig nyder at få en pause fra forelæsningerne og komme ud og prøvekøre alt det, jeg har lært – også selvom det betyder, at jeg er oppe kl. 5:30 (!) for at komme med toget fra Aalborg. Det er helt klart det værd!
Jeg har allerede prøvet kræfter med nogle spændende opgaver. Blandt andet har jeg været med til at konceptudvikle på en kampagne til en kunde, skrevet tekster og lavet research på mulige nye kunder. Og hold da magle en bred vifte af mulige kunder jeg har researchet på – alt lige fra flyelektronik til en slagter
Og jeg kan faktisk rigtig godt li’, at det er så forskelligt, for det viser bare, hvor vigtigt det er at sætte sig ind i den konkrete virksomhed og dennes virkelighed – for ikke to virksomheder er ens, og det skal kommunikationen også afspejle. Samtidig er det også rigtig lærerigt og spændende at stifte nærmere kendskab med B2B-kommunikation, da jeg ofte synes, at de eksempler, jeg er blevet præsenteret for i undervisningen og i diverse bøger, er præget af B2C-kommunikation. Så det er meget lærerigt og udfordrende også at prøve kræfter med den type af kommunikation.
Sidst, men ikke mindst skal det da også lige nævnes, at jeg er blevet taget rigtig godt imod her på bureauet, og det er nogle rigtig søde kollegaer, jeg har fået. Så jeg er bestemt en super glad praktikant her efter de første uger, og jeg ser meget frem til at få tanken fyldt om med en masse praktisk erfaring og glæder mig til alle de opgaver, som venter i de næste 4 måneder.



