Det er ikke nogen hemmelighed at B&O har haft problemer i mange år. Hvor B&O engang stod for det ypperste når man snakkede designerelektronik og hi-fi, så har virksomheden åbenlyst haft problemer med at følge med, i en tid der er præget af fladskærme, smartphones, iPods og anden elektronik der lægger vægten på design, samtidig med at priserne er blevet mere og mere tilgængelige for almindelige mennesker. For hvorfor give 50.000+ for et fjernsyn, i en B&O designet skal, når du kan få samme fjernsyn i en mindst lige så godt designet skal, men med Panasonic (eller hvem det nu er der leverer tv dele til B&O) skrevet udenpå, til under en tredjedel af prisen?
Nu har B&O altid appelleret til folk med penge, der også ikke har noget imod at vise at de har råd til B&O. Men den typiske B&O kunde er også interesseret i, og sætter pris på, godt design. Og i en verden hvor mainstream elektronikvirksomhederne, med Apple i spidsen, har øget deres fokus på design, bliver det sværere og sværere for virksomheder som B&O at konkurrere på produktdesign, og samtidig retfærdiggøre en premiumpris der ligger så langt over konkurrenternes. Hvis man skal være lidt grov, så kan man sige at, et B&O der ikke sætter dagsordenen på design, kun har en potentiel målgruppe blandt mennesker der a) har penge, b) vil vise at de har penge, og enten c) er ligeglade med design eller d) ikke har sans for godt design. For godt design kan man ikke ligefrem sige at B&O har spyttet ud i de senere år. Nu er opfattelse af hvad godt design er, selvfølgelig en subjektiv størrelse, men vi kan vist alle blive enige om at B&O’s mobiltelefon Serene ikke var et eksemplet på banebrydende industrielt design. Tingsten minder mig om et gammelt rejsevækkeur, jeg engang havde…

Hvis Serene var et designmæssigt lavpunkt i B&O’s historie, så har de trods alt forsøgt at gå nye veje, senest med en brand extension som de kalder B&O Play, der skal appellere til en lidt yngre målgruppe. Og jeg må da også indrømme at designet på Play produkterne er, sammenlignet med Serene, et kæmpeskridt i den rigtige retning, selvom jeg personligt ikke savler over noget bestemt i udvalget. Men kan tilskrives smag og behag, og det faktum at jeg personligt aldrig har været nogen stor B&O tilhænger, måske fordi jeg, som færing ikke har det samme følelsesmæssige forhold til B&O.
På trods af de gode intentioner, nye strategier, brand extensions og hvad man ellers har fundet på, i et forsøg på at vende skuden, så kan vi i dag læse på Bureaubiz at planen ikke er gået som forventet. Men trods det melder topchef Tue Mantoni følgende ud:
Tue Mantoni afviser, at hans masterplan vakler, men siger, at den blot er forsinket og kommer til at tage seks år i stedet for fem år.
Ifølge topchefen klarer B&O sig planmæssigt på fire ud af seks områder.
De fire områder er større fokus på akustik, flere nye produktserier, mere effektiv produktudvikling og hurtigere eksekvering i hele organisationen.
Nu giver artiklen på Bureaubiz ikke nogen nærmere uddybelse af hvad Mantonis masterplan går ud på, men alligevel er der én ting der godt kan undre mig, både når jeg læser artiklen men også i høj grad når jeg tænker på B&O’s håndtering af deres brand.
Et B&O produkt handler ikke om produktet, det handler om meget mere end det. Når man forlanger så mange penge for sine produkter, så skal der følge noget identitetsskabende med i kassen. Ligesom den typiske Apple kunde gerne vil opfattes som del af en ung, trendy og urban version af det moderne menneske, så vil den typiske B&O kunde gerne opfattes som en forbruger med en forfinet sans for design. Og hvis ikke B&O’s produkter leverer det, så vil alle B&O produkter fremover kun appellere til rige snobber med dårlig smag. Grove ord, ganske vist, men pointen er at B&O’s grundlæggende problem kan ikke løses med “flere produktserier, mere effektiv produktudvikling og hurtigere eksekvering i hele organisationen” eller ved at nedsætte “en taskforce, der skal identificere forhandlere, der præsterer dårligt og få afsluttet samarbejder med dem eller finde en anden holdbar løsning.
Efter min, iøvrigt helt personlige, mening, så er diagnosen klar; Bang & Olufsen har en alvorlig sygdom, som bunder i at brandet B&O har mistet hovedparten af sin betydning og styrke, og dermed sin eksistensberettigelse i den moderne forbrugers bevidsthed.
Med mindre man begynder at behandle årsagen til sygdommen, istedet for symptomerne, så vil et elsket dansk brand lide en langsom, men sikker død. Så, for B&O, og alle danskeres skyld, håber jeg på at tue Mantonis masterplan indeholder et længere kapitel om hvordan man får genetableret styrken i B&O’s brand i vores alle sammens bevidsthed.
Læs artiklen på Bureaubiz her.